De nye regler for DKF oløb vedtaget den 9.9.09
DANSK KANO & KAJAKFORBUND 09.09.09
DKF Orienteringsløb
REGLER FOR O-LØB
Der afholdes i løbet af vinteren seks løb - ét hver måned - fra oktober til marts.
For at deltage skal man være medlem af en kano/kajakklub under DKF.
KLASSEINDDELING
Herrer: Individuelt, samt hold som udgøres af de op til tre hurtigste løbere fra samme klub.
Damer: Individuelt, samt hold som udgøres af de op til tre hurtigste løbere fra samme klub.
Drenge: Individuelt . Må ikke være fyldt 16 år den 1. oktober det år løbssæsonen starter.
Piger: Individuelt. Må ikke være fyldt 16 år den 1. oktober det år løbssæsonen starter.
Old-boys: Individuelt, samt hold som udgøres af de op til tre hurtigste løbere fra samme klub. Skal være fyldt 40 år den 1. oktober det år løbssæsonen starter.
Old-ladies: Individuelt, samt hold som udgøres af de op til tre hurtigste løbere fra samme klub. Skal være fyldt 40 år den 1. oktober det år løbssæsonen starter.
Parløb: To eller tre løbere kan løbe på ét startkort. Der er ingen regler i forhold til kønsfordeling og alder på holdet. Det er de samme 2 eller 3 personer, der er hold hele sæsonen. Hvis der er forfald fra en af løberne på holdet, og der er betalt startafgift for alle, skal den/de resterende på holdet løbe alene, altså ikke ny partner.
Drenge eller piger kan, hvis de i et af de første løb finder ud af, at de er suveræne, bede om at blive flyttet op i herre- henholdsvis dameklassen. Herefter tæller kun placeringer i den nye klasse, ligesom tilbageflytning til den "gamle" klasse ikke er mulig før næste sæson.
KORT
Der løbes efter Dansk Orienteringsforbunds kort i målestoksforholdene 1:10.000 eller 1:15.000.
LØBSLÆNGDER
Lang: (Klasse: herrer) 8-9 km. i fugleflugt, med ca. 15 - 18 poster.
Mellem 1: (Klasse old-boys) 6 – 6,5 km i fugleflugt med ca. 10 – 14 poster.
Mellem 2: (Klasser: damer, drenge, piger, og old-ladies ) 6 – 6,5 km. i fugleflugt, med ca. 10 - 13 poster.
Mellem 3: (Klasse parløb) 6 – 6,5 km i fugleflugt med ca. 10 – 13 poster.
STARTAFGIFT
Startafgiften fastsættes fra år til år ved holdledermødet efter hver sæson. Startafgiften skal betales samlet klubvis.
STARTKORT
Der skal være oplyst løberens fornavn og efternavn, samt hvilken klasse der stilles op i og for hvilken klub der stilles op for.
For løbere der starter flere på ét startkort, er det det første navn, der tildeles point, og dette navn skal skrives fuldt ud, mens de andre navne kun behøves anført med fornavne.
Endvidere skal af hensyn til løbets afvikling anføres et stort bogstav med en ring om, som indikerer en forventet tid for den enkelte løber; dette anføres lige ved siden af klassebetegnelsen.
A = gennemfører på 70 min. eller derunder.
B = gennemfører på mellem 70 min. og 90 min.
C = gennemfører på mellem 90 min. og 120 min.
D = gennemfører på over 120 min.
Ulæselige startkort kasseres.
HOLDLEDERE
Holdledere skal sørge for, at alle startkort er korrekt udfyldte, indsende disse og sørge for betaling, som enten vedlægges i crosset check udstedt til Jytte Duun eller på anden aftalt måde. Betalingen skal være orienteringsløbsudvalget i hænde senest mandagen, 13 dage inden det pågældende løb. Se adresse på O-løbslisten med sæsonens løbsdatoer.
Blanke startkort udleveres til holdlederen ved startbordet, eller kan rekvireres hos udvalget. Holdlederen skal orientere alle løbere - især nye løbere - om løbsreglerne. Bl.a. om at max. tiden er 3 timer og at alle løbere skal melde sig ved startbordet ved tilbagekomst
Alle klager og forslag vedrørende O-løbet skal fremføres af holdlederen umiddelbart efter løbet. Hvis der ikke er betalt ved tilmeldingen, får løberne ikke lov til at starte.
POSTERNE
Posterne består af rød/hvide (orange/hvide) skærmposer med påskriften DKF, samt en mærkeseddel med et nummer, der identificerer posten. Ved hver post findes der også en kontroltang. Der kan ved enkelte poster være en dobbelt kontroltang. Posterne ligger på et fast punkt på kortet. Posten findes så vidt muligt i centrum af cirklen (6 mm i diameter). På kortet findes postdefinitionen med det kontrolnummer, som sidder på posten.
KONTROL
Hver løber får sammen med kortet udleveret et kontrolkort, som skal klippes ved hver post. Posterne skal opsøges i den rigtige nummerorden, og kontrolkortet skal klippes i rækkefølge. Ved dobbelttang klippes i to rubrikker, og alle klip forskydes derpå en rubrik mod et højere nummer. Alle kontrolkort bliver efter løbet kontrolleret, og opstår der tvivl med et kontrolkort, afgør banelæggeren, om der kan gives point.
STJERNELØB
Der kan arrangeres stjerneløb.
POINTFORDELING
Ved hvert løb tildeles den hurtigste løber i hver klasse 100 point. Alle andre får et antal point, som er lig med 100 minus det antal minutter, som løberen er langsommere end vinderen. Løberne opnår ved sæsonens slutning et antal point, som er pointsummen af de fem bedste løb. En baneudlægger tildeles point for det pågældende løb, som er gennemsnittet af udlæggerens fire bedste løb. Ved pointlighed i den samlede stilling, vinder den person, der har den bedste enkeltplacering (evt. næstbedste, tredjebedste osv.). Ved fortsat lighed vinder den person, der har den bedste indbyrdes placering i sidste løb (evt. næstsidste, tredjesidste osv.). For holdkampen tæller point fra alle 6 løb, og ikke som ved individuelt hvor det er 5 af 6.
TREMANDSHOLD
Op til de 3 bedste gennemførende løbere fra samme klub tæller. Også når der kun er 1 eller 2 gennemførende løbere, tæller de.
PRÆMIER
Herrer : Individuelt, samt vandrepræmie til hurtigste herre. Vandrepræmie til hurtigste klubhold.
Damer: Individuelt, samt vandrepræmie til hurtigste dame. Vandrepræmie til hurtigste klubhold.
Drenge: Individuelt, samt vandrepræmie til hurtigste dreng.
Piger: Individuelt, samt vandrepræmie til hurtigste pige.
Old-boys: Individuelt, samt vandrepræmie til hurtigste oldboy. Vandrepræmie til hurtigste klubhold.
Old-ladies: Individuelt, samt vandrepræmie til hurtigste old-lady.
Parløb: Individuelle præmier til parløbshold samt vandrepræmie. Hver deltager på holdet kan modtage præmie individuelt. Det vil sige, at parløbere, der løber på andre baner end parløbsbanen, ikke kan modtage præmie.
En vandrepræmie vindes til ejendom, hvis den er vundet tre gange i træk eller fem gange i alt. Vandrepræmien skal afleveres ved næstsidste løb i sæsonen.
Ved lodtrækningspræmier skal løberen have været ”startende” og til stede ved lodtrækningen for at have mulighed for at få præmie. Evt. postindsamlere er dog undskyldt for ikke at være til stede.
BANEUDLÆGNING
Baneudlæggeren modtager før løbet O-kort til indtegning af baner. Skærme m.m. udleveres efter aftale til næste baneudlægger. Der holdes i foråret efter sæsonens sidste O-løb et holdleder- og baneudlæggermøde.
Maria Sell indhenter løbstilladelser fra Skov og Naturstyrelsen til alle løb. Se godkendelse på hjemmesiden nederst til venstre og klik på ”Holdlederforum”.
De klubber, som ikke stiller med en baneudlægger, vil efter tur blive udvalgt til efter løbet at indsamle alle poster og manillamærker (brun seddel med bl.a. post nummer). Holdlederen skal kontrollere, at alle poster og manillamærker er indsamlet.
KONTAKTPERSONER /AFLYSNINGER
Udvalget skal have navne på to kontaktpersoner fra hver klub, som kan kontaktes i tilfælde af aflysninger.
HJEMMESIDE
Oplysninger om løbene, starttider m.m. kan fås på www.dkfolob.dk
ANDET
"De 10 bud"
1) Løbere må ikke passere indhegninger, nyplantede områder, dyrkede områder (marker), løbe over isen på søer eller på nogen måde skade skoven. Det er ikke tilladt at færdes i naturzoner, tidligere kaldet vildtlommer, der er et område i skoven, hvor vildtet kan gemme sig.
2) Det er forbudt at benytte kompas.
3) Hver løber har max. 3 timer til at gennemføre banen. Det vil sige, at løberen skal være tilbage senest 3 timer efter sin starttid. Overskrides de 3 timer, vil der blive iværksat en eftersøgning.
4) En erfaren løber har mulighed for at tage en ny løber med i en sæson til oplæring. Dette skal foregå i "lærerens" klasse. Begge løbere får et startkort. Den nye løber er udenfor konkurrence.
5) Ingen klub må sende en fuldstændigt uerfaren alene i skoven.
6) Opvarmning må kun finde sted inden for 100 m. fra startstedet og ikke i skoven.
7) O-løb vil under ekstreme vejrforhold blive aflyst af udvalget.
8) Hunde må ikke medtages i skoven ved O-løb.
9) Alle løbere skal melde sig ved målet - også selv om de ikke har gennemført.
10) Brug af obskøne ord/vendinger, samt dårlige undskyldninger efter en tur i skoven er tilladeligt......... ja, næsten et ”must”.
---------------------------------
Disse regler er gældende fra og med sæsonen 2009/2010 og annullerer alle tidligere udsendte regler. I tvivlstilfælde ved tolkning af reglerne, er O-løbsudvalgets afgørelse bestemmende.
Vedtaget på holdledermødet 09.09.09
Renskrevet af Jørn Clemmesen, Kano44, 10.9.2009
Jørn Kano44 - 14/9-09 22:19:17
Kommenter indlæg:
