Kano44

Menu:

Tak til Arne Møller

Vores "gamle" formand takker af for denne gang

Læs mere...

Links:

- DKF
- kandufindevej
- Skærmen
- Trim
- Opmål din rute
- Orienterings-forbundet

Bollebagning til orientering 2006/06

1. 1.oktober----------Poul Hansen
2. 5. november------Vivi Hansen og Peter Randrup
3. 10. december-----Jette Kristensen og Jørn Clemmensen
4. 7. januar ----------Lilly Geertsen og Peter Als
5. 4. februar---------Lisbeth Weichel og Niels Rytter

Husk at tage te kaffe med.

Vi glæder os

Skrevet af: Jytte og Jørn - 29/9-06 20:50:39


Kommentarer:

Peters bolleopskrift

Ordet ekspert kommer fra latin. Det er en datids tillægsform (perfektum participium) af experiri (fra at prøve). En ekspert er altså en, der har prøvet, dvs. prøvet det selv, og derved har opnået en erfaring, en indsigt, en ekspertise. Og nu har jeg prøvet, altså er jeg på en eller anden snedig måde i løbet af natten blevet i ekspert i det der med boller. Ekspert i en sådan grad, at flere har bedt mig lægge min opskrift ud på Kano 44´s hjemmeside. Højere kan man ikke nå!
Det begyndte ellers ikke helt godt. Jeg så mit navn på bollelisten. Jeg tænkte: det må da være en fejl. Hvordan kan Jytte, det søde menneske have gjort noget sådant mod mig? Og så lige efter nytår! Og hun er rejst til Sydamerika, så jeg kan ikke engang ringe til hende og trygle hende om at slette mit navn fra listen. Der var ingen vej uden om. Og jeg har simpelthen aldrig prøvet det før, og så til en forsamling af meget kompetente smagsdommere fra Kano 44.
Heldigvis var der hjælp at hente. Annette havde en pose med Bornholmsk vårhvede stående, og på denne pose stod en opskift. Den var ikke helt simpel, men den passede til mit nye bollemotto: Når man gør det, skal man gøre det ordentligt! Så jeg gik igang, fortrøstningsfuld, uvidende om hvilke fortrædeligheder, der ventede mig.

Opskiften lyder i al sin enkelthed som følgende:

- 25 gram gær
- 9 dl. koldt vand
- 2 spsk. salt
- 1 tsk. sukker
- 3 spsk god olivenolie
- 1 dl. havregryn
- ca 1200 g Bornholmsk vårhvede

Gæren røres ud i det kolde vand. Salt, sukker, olivenolie og havregryn røres i. Hvedemelet tilsættes, men kun så meget, at dejen er blød og lidt klistret. æltes ca. 5 minutter, brug håndmixer eller røremaskine. Sæt dejen til hævning på et køligt sted (5 - 10 grader) i 3 - 4 timer med et vådt viskestykke over.
Formes forsigtigt med 2 store skeer til boller og placeres på bagepapir på en bageplade. Bages ved 240 grader i varmluftsovn (sæt en bradepande med vand i bunden af ovnen) indtil de er smukt gyldne (ca. 15 minutter).

Her er hvad jeg gjorde: Jeg bagte dobbeltportion og fulgte opskriften slavisk indtil jeg nåede til punktet salt. Jeg syntes det var for meget med 6 spiseskefulde salt, så jeg kom i stedet for 6 teskefulde salt i. Til gengæld lavede jeg teskeer om til spiseskeer, da jeg nåede til næste punkt, som var sukker. Olivenolie var 8 små spiseskeer, Jeg havde ikke Bornholmsk vårhvede nok, så jeg gave den 1 deciliter grahamsmel, så der også var lidt til at holde fordøjelsen igang, og supplerede op med økologisk mel fra en eller anden gård i Jylland. Jeg lavede dejen lørdag kl. 17.00. Så fik vi gæster. Birgitte og Linus vendte hjem fra Australien, de havde julegaver med, vi havde også lidt i sækken, vi spiste en god middag og hyggede os hele aftenen, jeg glemte alt om bolledejen. Flink som man er kørte jeg de unge hjem og vendte lidt træt hjem kl. 24.00, Annette var gået til ro, og jeg skulle til at tørne ind, da jeg kom i tanke om bollesituationen. Med bange anelser entrede jeg bryggerset, og ganske rigtigt: dejen havde hævet til kanten af vores meget store lerskål! Hvis jeg fremskrev hæveprocessen til søndag morgen, kunne der ikke herske tvivl om, at jeg ville kunne servere indbagt bryggers, og det lød bestillingen ikke på. Så jeg måtte igang. Jeg tændte ovnen, fandt bageplader frem og bagepapir....der var vist kun lige bagepapir nok til 2 plader. Så jeg måtte bage en plade ad gangen. Det gjorde ikke noget, for det tog alligevel en del tid, at forme bollerne med 2 skeer, men det gik. Desværre fladede de ud på bagepapiret, så jeg forudså, at jeg ville komme med boller, der mere lignede pandekager end boller, men oh fryd! Da de kom i ovnen hævede de pænt op, blev dejligt bolleagtige, og som der stod i opskriften smukt gyldne. 15 minutter! Så næste plade osv., der blev 47 boller af den dej.
Desværre måtte jeg konstatere, at lige så fint sprøde og gyldne de var på oversiden lige så bløde og svampede var de på undersiden, så da hele processen var færdig og klokken var lidt ovet 01, besluttede jeg mig for at bage dem lidt videre med bunden opad. Jeg ved ikke helt om andre eksperter har udviklet samme taktik, men føl jer endelig fri til at bruge dette snedige kneb.
Da klokken var lidt over halv 2, lå bollerne pænt på en rist med et viskestykke over, og jeg kunne gå til ro, som nyudlært bolleekspert.
Tak til alle de der gnavede sig igennem mit svendestykke, og endda var så venlige at bede om opskriften.

Venlig hilsen

Peter Als, bolleekspert













Skrevet af: Peter Als (7/1-07 18:43:22)


Kære Peter
Efter at have læst om alle de besværligheder du har haft med dine boller sætter endnu større pris på dem. Tænk at du brugte en del af natten til at få supergode boller.
Jeg var helt sikkert sprunget fra opskriften, da der stod at bollerne skulle formes med 2 skeer, men det er slet ikke dig så du fortsatte ufortrødent og ovenikøbet som en "gammel husmor" lavede du om på opskriften.
Det var et svendestykke til ug med kryds og slange, jeg ser frem til næste gang du skal bage boller.
Hilsen
Kirsten

Skrevet af: Kirsten (7/1-07 21:20:12)


Kære hr. "bolleekspert" Peter Als.

Med stor interesse fik jeg mig læst igennem dit overordentlige uddybende og særdeles fyldige referat om dine genvordigheder om emnet "BOLLEBAGNING".

Jeg troskyldige kvinde troede at sådan noget med bollebagning var noget man bare tog på slump, kan nu forstå at det er helt forkert opfattet.

Baggrunden for, kære hr. ekspert, at det i år er mændene i "kano44" der er udpeget som bollebagere, er ikke som du tror at jeg vil chikanere dig eller de øvrige mandlige "KANO44" medlemmer.

Derimod beror det på et opråb fra en vis FRU ALS i foråret 2006, som syntes det var forkert at det altid var "KANO44" pigerne der skulle klare denne forpligtelse.

Jeg gad godt vide hvad de fortrindelige bornholmske vårhvedede dyrkere vil sige til at få deres fine produkt blandet med almindelig grahamsmel og et ukendt økologisk melsnask.

Det er vel også af en vis interesse at vide om vor "KANO44" løbere ville have udvist en sådan glubende appetit, hvis de havde vidst hvordan bolleproduktet var blevet til.

Kære hr. bolleekspert Als skal du alligevel have min kompliment for den kondite og handlekraft du udviste i den for dig problematiske situation.

Jeg var hele tiden klar over at du naturligvis ville klare opgaven til alles fulde tilfredshed.

Jeg har i dag måttet opgive at bage vores fødselsdagsboller efter din opskrift, jeg kunne simpelthen ikke kapere din fortrindelig opskrift - så vi kunne nå at få boller til kakaoen i eftermiddag.

De bedste hilsner til dig Peter og tak.
Hils fru Anette.

Jytte

Skrevet af: Jytte (27/1-07 11:25:22)


Kommenter nyhed:

Navn:


Kommentar:


Indtast koden fra billedet til højre i feltet under her.